|
- Pressemeddelelse 8.1.2009
Have & Landskab ’09 sætter kriserygter til vægs
- Finanskrisen påvirker både mediernes dagsorden og virksomhedernes ordrebøger, men den grønne branches fagudstilling Have & Landskab ’09 mærker ingen slinger i valsen. Allerede nu har flere udstillere tilmeldt sig Have & Landskab ’09 end på samme tidspunkt i 2007. Derfor er udstillingsleder Kristian Larsen ikke bleg for at skyde eventuelle rygter om aflysning ned. ”Der er ingen tvivl om, at udstillingen i august er en realitet. 103 udstillere har meldt sig under fanerne i år mod 100 i starten af januar 2007, hvor byggebrancen ellers stadig surfede på højkonjunkturens sidste bølgeskvulp.”
Kristian Larsen har svært ved at bevare pessimismen, bl.a. fordi standpladserne på det ellers store areal for maskiner og redskaber er ved at være udsolgt. ”Mange af udstillerne i denne sektion har været meget tidligt ude for at få en god standplacering, og en del har reserveret større stande end ved udstillingen i 2007. I øjeblikket sælger produkterne jo ikke sig selv, og derfor bliver markedsføringen og den direkte kundekontakt vigtig. Netop den kan man så opnå på Have & Landskab, hvor alle besøgsstatistikker og evalueringer viser, at de rigtige besøgende kommer. I 2007 kom en tredjedel af alle, der overhovedet var beskæftiget i branchen, samt en endnu højere
andel af beslutningstagere,” lyder det fra Kristian Larsen.
Også blandt medlemmerne af Dansk Planteskoleejerforening er målet at gentage succesen fra `07, der havde den bedste plantesektion nogensinde på en Have & Landskabsudstilling. De er nu i fuld gang med at planlægge deres udstillingsareal og reservere stande, og under alle omstændigheder er
der al mulig grund til at se frem til august. ”Jeg glæder mig meget til den kommende udstilling. Måske vil der måske være lidt færre udstillere end i 2007, men bredden og variationen vil være mindst lige så stor, og vores mål er stadig flere end 10.000 besøgende,” forklarer Kristian Larsen.
Alle udstillerne på Have & Landskab ’09 samt øvrige oplysninger kan ses på www.hl09.dk, hvor det også er muligt at tilmelde sig. Have & Landskab er målrettet den professionelle have-, park- og landskabssektor og løber i 2009 af stablen den 26.-28. august i Slagelse. Bag udstillingen står fire parter, som repræsenterer de forskellige aktører i branchen: Skov & Landskab repræsenterer forsknings- og udviklingssiden, Danske Anlægsgartnere entreprenørsiden, mens Dansk Planteskoleejerforening og Maskinleverandørerne repræsenterer leverandørsiden.
For uddybende kommentarer kontakt udstillingsleder Kristian Larsen på tlf.: 2924 2091.
|
|
|